af·hænde
af·hør| af·hænde | af·hør |
adj. _ med sideformerne af·hænds, af·hånds. _ 2.sms.led: ´ªhæ·ñè Sydjy, SønJy; også *´hænds spor. i Midtjy; *´hands Sundeved; *´hånds Als (én optegnelse).
[jf. Ìaf 16, Ìhånd 1; jf. ØMO. afhånds (= afsides), norsk dialekt afhend(e)s (= bagvendt, ubekvemt for hånden); Hards´S, SVJy og SønJy (nord for rigsgrænsen, ± Als), spor. i øvrige Nørrejy (±NJy); se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= afsides (beliggende), vanskelig at komme til, ubekvem. ohaaend (afhånd) brugtes f.eks. om et stykke jord, der laa noget afsides, (eller) om en ejendom, der laa langt ude fra alfarvej, saa det var forbundet med besvær at komme dertil. Him. E ¡He·¡fæn· lechè ¡gråw· ¡a·ªhæ·nde, vi ka ¡sna¶r kons ¡bru·ch èn te Græj·sènd = Hedefennen ligger meget afsides, vi kan snart kun bruge den til Græsning. HostrupD.II.1.9.
| af·hænde | af·hør |
| Sidens top | |