´aling
al¡kove| ´aling | al¡kove |
verb. _ med sideformen allike. _ a÷lk/al·k/alk/al§k (K 1.5, K 1.6) alm.; ål·k SletH (Him; F.); også ølk $Voldby; også *alik spor. i Vends´N. _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; al·ki $Voldby. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; al·ki $Voldby. _ afvigende vbs.: også *olken Vends.
[jf. norsk dialekt alka (= vade el. arbejde med besvær); former med ø´ skyldes muligvis sammenblanding med Çhylke; syn.: valke x]
1) = bevæge sig med besvær; ase og mase (med noget) [NJy og MØJy´Ø, spredt i øvrige Nørrejy, spor. i SønJy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Schade.26. Møjsommeligt alkede hun sig gennem Kirkevejens tørre Sand. Thise.DP.124. Dawi ka somtier wæer långle å seej / lisom å aelk te sien knæ i no dej = dagen kan sommetider være »langelig og sej, ligesom at alke til sine knæ i noget dej. Hadding.PR.22. a støj o alket o alket, o ku et fo æ Støwel aa æ Lier = jeg stod og asede og masede og kunne ikke få støvlerne (op) af leret. SVJy. di go å alkè i¶ èt = de går og alker i det, dvs. kan næsten ikke overkomme arbejdet. $Hundslund. \ (overført) = stamme. hañ stor å al·kær i¶ eÛ (= han står og alker i det), naar Een stammer. *Him (Lyngby.Opt.). \ (spec.:) alke ¡i sig = spise, drikke grådigt. *Mols.
2) = plage (for noget) [spor. i Vends] bön¶ gor å alker får å kom mæ i by¶j = børnene går og plager for at komme med i byen. AEsp.VO.
| ´aling | al¡kove |
| Sidens top | |