brun·blisset
bru¡nel| brun·blisset | bru¡nel |
verb. _ bru·n/bruw·n/brow·n/bro·n (med samme vokal som i »Ìbrun) alm.; bruñ ældre form i KærH (Vends); Ábru·n alm. i TonalOmr (K 1.9); Ábrú·n (K 2.1) Rømø; overalt også yngre rigsmålspåvirket udtale med ´u·´. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t Nordjy, $Vroue, $Houlbjerg, $Vorning, SVJy; (ptc.) også brow·nèn $Tved.
= rigsm. (især om kød, kartofler etc.). koÏ¡ra·bi ka åsè bru·nès lisèm ka¡tåflè. $Hundslund. _ (spec.:) Havde vi en Ko, der ikke vilde løbe (= blive brunstig), da sku dæ brownès èn Hawrni¶© for æ Ownsmoñ· (= brunes et havreneg i ovnmundingen), og når Koen fik Neget, så vilde den til Tyren. HPHansen.Opt. (jf. MskrDyrl.XXXIX.30). \ (overført:) hañ fæk hañs niès bro·nèt = han fik sin næse brunet (dvs. i klemme). *$Hundslund.
| brun·blisset | bru¡nel |
| Sidens top | |