dør·stænger
dørtig| dør·stænger | dørtig |
subst. _ ¡daªsy¬¶ MØJy´SÌ; Ádösi¬, Ádösè¬, Ádösy¬ Sønderjy´SØÇ. _ genus: fk. _ plur.: u.end. HadsH (MØJy); ´è Als, Sundeved, Angel.
\ Ìspor. også ¡da·(r)ªsy¬¶ og *¡dasªhyl¶; Çalm. skrevet *døssel, *dørsel; dog ÁdösèÏ $Bov.
[< syld x; formerne med ´h´ skyldes formentlig påvirkning fra hylde (idet syld er forglemt); MØJy´SØ, Sundeved´Ø, Als, spor. i MØJy´SV, Sundeved´V (inkl. egnen ned til Flensburg) samt Angel; se kort; syn.: dør·træ]
 |  Tæt afhjemlet |
= dørtrin. Om en Uven: Hand skal alle kom’ øvve min Døsyld! (= han skal aldrig komme over mit dørtrin). Sundeved. æ slid (= jeg slider) kun ret sjælden e Dørsyld / dæhjemm ved den lavstolpe Dør. MartinNHansen.SM.36. _ (talemåder, med varianter:) Hand hæ syv Sind’ övve en Dösyld = han har syv sind over et dørtrin (dvs. er vankelmodig). $Felsted. haçj æ ¨ ¡it ªte¶ å ¡stuèÏ ¡å¿ ¡øw¶è èn ¡daªsy¬¶ = han er ¨ ikke til at stole på over et dørtrin. $Gosmer. Dem, der kommer sjælbøjen, di må sit o æ dørsel = De, der kommer selvbudne, de må sidde på dørtærskelen. VisH. \ (spec.:) Stenen udfor Indgangsdøren til Framgulvet (= forstuen, gangen) kaldtes "Dørsel". *Als (SJyAarb.1928.265).
| dør·stænger | dørtig |
| Sidens top | |