dallik
Çdalre| dallik | Çdalre |
Se også Çdalre (verb.), Èdalre (verb.)
verb. _ med sideformen dallie. _ (¬/l K 4.6; ´er K 6.2:) da¬èr alm.; daÏi spor. i Østjy´M. _ bøjning: ´er ´et ´et el. u.end (K 6.2, K 6.1, K 6.3, sidstnævnte for hovedformen).
[jf. svensk dalja, norsk dialekt dalja, dalga, delja (= slå hårdt), norsk dialekt daldra (= skramle); formen daÏi skyldes muligvis sammenblanding med dallie]
1) = banke, slå; især i forb. dalre til/ved nogen [spredt i MVJy (±S og ´SØ), spor. i øvrige Nord- og Midtjy (± NJy og Him´Ø); syn.: dalke] dalre paa Døren. Him (Becher.ca.1815). a kam te¶ å da¬èr èn ta¡lær§kèn i gras = jeg kom til at slå en tallerken i stykker. $Vroue. (som trussel:) Falle ¨ a skal dalli dig = farlil, jeg skal give dig nogen på ørerne. Djurs (Krist.JyA.IV.251). Sørren ku gon te æ Foræller aa saa de te dem om æ, i Stæj fuer aa daller ve æ Bøer = Søren kunne være gået til forældrene og have fortalt dem om det (dvs. om børnenes skarnsstreger), i stedet for at tæske børnene. RoslevFolkebl. 16/10 1914. (spec.:) Den ene havde en stor Forhammer, som han "da¬èrè te" Svinet med (for at slå det bevidstløst til slagtning). HPHansen.Opt.
2) = tage fat, hænge i [spor. i Bjerre og Hards´Ø] Det hændte, at jeg stod grædende og fortabt (over plukning af tidsler) i en uoverskuelig mark. Hwa! _ sagde far _ stoe do ¨ stræv dæ, do dalrer! (= hvad! står du stille? se til, at du hænger i!). KBallisager.E.59.
| dallik | Çdalre |
| Sidens top | |