Ç´dom
domme·dag| Ç´dom | domme·dag |
verb. _ 1.led: domè´, domi´ _ 2.led: ´¡ni¶èr/´¡ne·è etc. (se ´ere). _ bøjning: se ´ere.
1) = herske, bestemme (over) [spor. afhjemlet] ¡han ær mañ¶ i æ go¶r mæn de ær ¡hiñ dær domi¡ni¶èr = han er (ganske vist) mand i gården, men det er hende (dvs. konen), der bestemmer. $Vroue. han væÏ hæ¬st domè¡ne·r øwèr æ ¡he·Ï ¡bë = han vil helst bestemme over hele byen. $Vodder.
2) = skælde højlydt ud, råbe op; oftest i forb. bande og domi¡nere [spredt i Nørrejy, spor. i SønJy] huha, som han drikker og dominerer (= råber op). EBertels.H.32. haj dome¡nij¶r haj wil entj dæ¶çj wæj mi·r = han råbte op: han ville ikke den vej mere. AEsp.VO. han ¡bañ·t å domi¡ni¿rèÛ, te Ûe ku ¡hø·rès ¡låñt ¡hæn = han bandede og råbte op, så det kunne høres langt væk. $Torsted. hon æ så gal å tåssi å bajje å dommenier dawi lång = hun er så gal og tosset og bander og skælder ud dagen lang. Vends. (som vbs.:) æn gråw· (= gevaldig) domi¡nij¶rèn: larm, råben, kommanderen. Vestjy (F.). \ domi¡nere over = skælde højlydt ud over noget el. på nogen, herse med én [spor. i NJy og Vestjy] han dominerer øwwer, at han ska åe mæ så my (= af med så meget) i skat. Thy. (han) bløw knotten aa skjællt ud aa dominere øwwer mæ, skjønt de jow wa hans æjen Skyld de hile = han blev knotten og skældte ud og hersede med mig, skønt det jo var hans egen skyld det hele. AarbMors.1926.114.
| Ç´dom | domme·dag |
| Sidens top | |