dug·fuld
dugget| dug·fuld | dugget |
Se også Çdygge (verb.)
verb. _ do·© Nørrejy; då·ch/Ádå·ch (K 1.9) Sønderjy´N (K 4.2); do÷k/Ádok/dok (K 1.3) øvrige Sønderjy (dog Ádoch el. Ádåch Als, Sundeved, $Bov, $Fjolde). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; då·©è Sønderjy´N (K 4.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; då·©èt Sønderjy´N (K 4.2).
1) = rigsm. [Sønderjy´M og ´S, spor. i øvrige Jyll; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
(vejrregel:) Ven de dugger över æ he·, så er æ re·n straks re·, ven de dugger över æ eng, så va·r de læng’ (= når det dugger over heden, så er regnen straks rede; når det dugger over engen, så varer det længe, inden regnen kommer) ¨ Denne lille remse kendes over dele af Sønderjylland. Bov.152. \ (overført) = (få til at) dampe, drive af sved [spor. i Hards] æ hæ·st wa li· te di do·©è = våde af sved. HPHansen.Opt. Råk¶er o Bok¶blå ka¶n håw aw¶ mæ¶n Bø·gelat¶ men Kat¶skjæk¶ di ka dog en Kå¶l = Rokker og bukkeblade kan man hugge af med en bøgelægte; men katskjæg de kan dugge en karl, dvs. få slåkarlen til at svede. Steensberg.HH.13.
2) (upersonligt:) dugge for ens øjne = tåge, være uklart for ens øjne [jf. dugget 2; spor. i Midtjy] De dooger få mi Øwn. MVJy.
| dug·fuld | dugget |
| Sidens top | |