egl·tandet
Ìegne| egl·tandet | Ìegne |
subst. _ æj¶n/æjn (K 1.1) alm.; Éj¶n NVJy, Vends; æj¶n MØJy´S. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; mask. $Voldby. _ plur.: æj·n/æjn/Áæjn (K 1.3) alm. (dog med samme vokal som i sing.); også ´er (K 6.2) spor. i Vends´NV og Sydjy; som plur. bruges også »egninger.
= rigsm.; ofte anvendt med tilknyttet adj. (fx fed, god, mager) til angivelse af jordens kvalitet i den pågældende egn. Ajer Æjner ajer Skikker seer di = andre egne andre skikke, siger de. Thise.LS.II.209. Ja, i de gue Ejen’ dæh ga di’ em jo nok nøj Halm i æ Krøver = ja, i de gode (dvs. frugtbare) egne der gav de dem (dvs. kreaturerne) jo nok noget halm i krybberne. AarbSkive.1916.131. _ (spec.:) de æ ¡it Ánåwè o e ¡æjn (der er ikke noget på det sted). AlsOrdsaml. \ (overført:) gå i ¡den egn (el. lign.) = gå, ske på en vis måde [kun anførte steder i FrøsH (SønJy´N)] En kand nok se, hva æj¶n, de (= det) vil gå i (hvad ende det vil tage). GramSg. Det havde kommet til at gaa i den ejn (dvs. saaledes), at han havde taget den Pige til sidst i Steden for den, han skulde have. FoleSg (Krist.DS.NyRk.VI.262).
| egl·tandet | Ìegne |
| Sidens top | |