fæ·vorn
Çfødder´| fæ·vorn | Çfødder´ |
Se også Çfødder´ (sms.led), fødre (verb.)
subst. plur. _ i alm. samme udtale som plur. af »Ìfod (dog med bortfald af evt. stødÌ, og i TonalOmr (K 1.9) spor. med tonal acc.2); (desuden:) *fa’er Fur. _ bf.: ´en 2KønsOmr og 3KønsOmr (K 7.2).
\ Ìkun fra MØJy, Djurs og Bjerre (hvor ordet er spor. optegnet) foreligger enkelte optegnelser med stød, fx feÛ¶èrn $Tved, fe¶èrèn MØJy´N, æ fæÛ¶è Bjerre.
[muligvis forenkling < fødder·ende, og næppe opr. plur. (og plur. bf.) af Ìfod (idet accentforholdene, som vist i citat ndf., er forskellige); Han (±Ø), NVJy, NØJy´V, spredt i SønJy´SØ, spor. i øvrige Jyll (dog sj. i Sall, NØJy´Ø, MØJy og på Djurs); se kort (hvor blå randlinje angiver udtalen fæ÷n, bedst tolket »fødder·ende); syn.: fod·ende, senge·fødder]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= fodende (i seng mv.). fræ hwòjèr te fæÛèr o s浶èn = fra hovedenden til fodenden af sengen. Kvolsgaard.L.17. æ sæng¶ æ så sta§kè, te mi fæÛ¶èr go i¡mu·Û æ fæÛèr = sengen er så kort, at mine fødder går imod fodenden. Skyum.Mors.II.43. (i sengen) kan godt ligge tre paa langs og en paa tværs ved Fodenden. Børnene skiftes til at ligge ved "æ Fa¶er". HKyrre.Fur.50. ve æ fö·è vå dæ o¬tin èn hy¬· = ved fodenden (af alkovesengene) var der altid en hylde. Sønderjy.
| fæ·vorn | Çfødder´ |
| Sidens top | |