ÌfjanteÈfjante´

Se også Ìfjante (subst.), Èfjante´ (sms.led)

Çfjante

verb. _ (ñtj/ñt/nt K 4.5:) fja÷ñtj/fjañ·t/fjañ§t/fjañt (K 1.5, K 1.6) alm.; fjå÷ñtj $Børglum. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = pjatte, pjanke, fjase, især om piger, kvinder [Nørrejy (±Vends´NØ og Læsø, og kun spor. på størstedelen af Djurs), SønJy´N; spor. i øvrige SønJy og på Als (disse steder formentlig yngre); se kort]

Tæt afhjemlet

Han ¡fjand·tèt mæ è Bö¶n = Han pjattede med Børnene ¨ holdt Løjer. HostrupD.II.1.126. Hon fja·ntjtær mæ ò·l å ænhwa¶r (= hun fjanter med alle og enhver), om en Kvinde, der opfører sig upassende frit over for Mænd. Vends.

 Forrige betydning

2) det fjanter (for nogen) = vedkommende kan ikke overskue, magte situationen [spor. i ØSønJy´M og ´S] Det fjander = han gør Feil og kan ikke opnå det han vil. Sundeved.

ÌfjanteÈfjante´
Sidens top