for¡rubbet
for¡rykt| for¡rubbet | for¡rykt |
verb.
[opr. muligvis omtolkning < forb. få rumme, jf. Skautrup.H.II.84; spredt i ældre kilder fra Østjy´M, spor. fra øvrige Nørrejy]
= indeholde; (overført:) sætte til livs. a kaa ent faarom mie (= jeg kan ikke rumme mere), dvs. spise. $Voldby. \ (hertil, passiv:) for¡rummes = rummes, finde plads; være. Der var et hul i loftet, hvor røgen drev ud af, når den ikke kunde forrummes i stuen længere. Ommers (Krist.JyA.III.10). en Bænk, paa hvilken To, især om de ere Kjærester, ret godt kunne forrummes. Blich.XXIX.20.
| for¡rubbet | for¡rykt |
| Sidens top | |