for¡segle
for¡sigtig| for¡segle | for¡sigtig |
verb.
[< middelnedertysk vorseggen (= kundgøre, love, afslå mv.); jf. Àfor´ 2]
1) = forhekse (vha. hemmelige ord) [spor. i ældre kilder fra Sønderjy] Folk havde den Tro, at man kunde fordrive Rotter og andet Utøj eller standse Ild eller Blod ved at sige nogle hemmelighedsfulde Ord. At standse Ild paa den Maade kaldtes at forsejj (forsige) Ilden. Ussing.Als.206. hun hæ fåµèn a ¡voartèr få¡saw·n = Hun har fået forsagt Vorterne (dvs. borthexet). $Fjolde.
2) = sværge på, forsværge [spor. i ældre kilder fra SVJy og SønJy´N] han har fårso¿j å it drek bræñ·vin = han har sværget på ikke at drikke brændevin. $Agerskov. (talemåde:) æn skal eµèn teµ¶ få¡sæj· untaw¶èn o biÛ i si niès = man skal intet forsværge, undtagen at bide i sin (egen) næse. Vestjy (F.II.715).
| for¡segle | for¡sigtig |
| Sidens top | |