for·skøde
for·skørster| for·skøde | for·skørster |
adj. _ 2.led: ´¡skjøt alm.; også ´¡skøt, *´skjørt Sall; også ´¡sköt Fjends; ´¡skjöt $Tvis. _ plur.: ´¡skjÒt Mors; ´¡skjø§t Sall; *´skøt MorsNH.
[< Àfor´ 2, skøde x; jf. OrdCL.90f.; Sall, Fjends (±S), Hards´NØ, spredt på Mors og i Him´MV, spor. i Hards´NV og ´S, Ommers og Bjerre; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= kåd, vild; slem, uartig, næsvis (om børn, især drenge). søen var Ajs ¨ en forskjøt knejt (= sådan var Anders, en kåd knægt), fyldt med spilopper, der var ingen end’ på det, han kunne finde på. AarbSkive.1970.31. dæn¶ får¡skjø§t hwalp ska fo¿n par o hans kjæ·vèr! = dén uartige hvalp skal få et par på kæberne (dvs. et par lussinger). $Vroue. Ustyrlige børn kalder vi for fuskøt unger. Mors. de er en støk (= et stykke) forskjødt Knejt, end skull æt trou (= man skulle ikke tro), han va rigtig klog. Hards.
| for·skøde | for·skørster |
| Sidens top | |