frænsel
Çfrø| frænsel | Çfrø |
Se også Çfrø (subst.)
subst. _ udtale »kort (med noter); (desuden:) fre¿ $Tved; *frö· LBælt´N (Ussing.Erritsø.); overalt også (yngre, rigsmålspåvirket) frø¿ _ som 1.sms.led: frø´ Østjy; frø·´ Vestjy. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; frø(÷)jèr (uden stød) Vends; frø· Ommers´Ø, $Todbjerg.
\ Ìdog frøj¶ i ´V; også fryj¶ i ´N; Çogså frøj¶ VHanH; Èdog frøj· Mors´N.
[mht. den vestjyske form frø· jf. sideformen fröa i svensk dialekt (Rietz.169)]
1) = rigsm. (dyr af paddeslægten; mange steder sammenblandet med tudse) [Nørrejy (± Sydjy´SØ, MØJy´S og størstedelen af Djurs); se kort; syn.: hoppen·taje, padde x, tudse x]
 |  Tæt afhjemlet |
_ (i vejrregler mv.:) næ¿r frø·èr knorèr, / å tÒrèbasir snorèr, / å wij·bèr slå bòwt, / så kan boñèn so by©¶ i hans tòwt = når frøer knurrer, og skarnbasser snurrer, og viber slår bugt, så kan bonden så byg i sin toft. Kvolsgaard.L.29. I Høst naar Kornnegene staa i Rader og Frøerne kravler op til Negbaandene, er det Tegn til at vi faar Regnvejr. Hards. "Æ Frøer sor Hawer" (= frøerne sår havre), siges om Foraaret, naar de synger i Skumringen og mod Regn. Krist.JyF.IV.360 (jf. DSt.1909.72). _ (anvendt i folkelig lægekunst og magi:) dæ klò·g ku·n få·ngt en frø¶j ¨ å klÒwwe dæçj frå ¡nÉÉn ¡å mæ i kny¶w, å hile dæç¶j pla¡masi lò hon på min bållen hòò¶j å ba¶j om´e = den kloge kone fangede en frø og kløvede den fra neden af med en kniv, og hele den plamage lagde hun på min bulne hånd og bandt om det. AEsp.VO. (og tilsvarende i ØH.1949.40). Et Mandfolk, som har bidt Laaret af en Frøe, kan ved at aande i Munden paa et Pigebarn, helbrede det for Trøske (= betændelse i mundhulen). Schade.167. ved Tarm (i Vestjylland)¨ puttede man en sprællevende Frø ned i Halsen paa de Køer, man ikke "ku fo awwår" (= ikke kunne få afvaret, dvs. gjort drægtige) ¨ samme Middel brugte Røgteren i Nørup Præstegaard ved Vejle i 1860erne. MskrDyrl.XXXIX.7 (jf. også F.). \ (spøgende:) age/køre/komme med frøerne = hjemkøre sidste læs korn (bestående af sammenrevet løskorn) [spredt i ældre kilder fra Ommers´Ø og MØJy´N; syn.: tudse x (forb. køre med tudserne etc.)] naar Negene var bragte vel i Hus, var Rivelsen jo tilbage, og det sidste Læs af denne ¨ hed Frøerne. Det blev vist altid paaset, at dette var et meget lille Læs, saa alle Høstfolkene kunde age hjem paa det. MØJy (DF.III.105). si·st læs ¨ blöw kalt frøèrèn ¨ mæ menèr de èn¡g嵶 sku ha steklèt te, te èn gærè man¶ gæ·n vil ha olteµ¶ snæ¶rt mæ = sidste læs blev kaldt frøerne; man mener, det engang skulle have »stiklet til, at en gerrig mand gerne ville ha alting snært med (dvs. rub og stub). NPBjerreg.ÅOmmers.61. den, der får sidst indhøstet, fo¿r frø·èn (= får frøerne). Ommers (F.; jf. JSMøl.FH.II.234). _ (hertil også:) Det allersidste Neg, der blev forket op, kaldtes Frøen. MiddelsomH (Ommers).
2) = lille træstativ til kaffekedel; fladen, hvor kedlen står, kan vippes, så man kan skænke uden at løfte kedlen; en opretstående liste hindrer kedlen i at glide af [spor. i ældre kilder fra SønJy og SVJy] Feilb.BL.I.308 (med ill.).
| frænsel | Çfrø |
| Sidens top | |
}){kind=link}