ge¡dulgt
ge¡fallen| ge¡dulgt | ge¡fallen |
verb. _ 2.led: udtales og bøjes som »Ìfalde.
[< ældre rigsmål (i Sønderjy dog antagelig direkte fra tysk); spredt i Sønderjy, spor. i Midt- og Sydjy]
= behage, passe én. men hwa’ skal en gjør med de Pig’er saa smo, / hvem alle gefalle’, men ingen maa fo? = men hvad skal man gøre med de piger så små, som alle synes om, men ingen må få (fordi bejlerne ikke er gode nok for forældrene). Aakj.FJ.178. væn de ¡itj gè¡faÏè ham, så ¡vri·è hañ sæ ¡ve èt = når det ikke behager ham, så vrider han sig ved det (dvs. siger ikke umiddelbart ja). $Øsby. den Kulør gefalder mæ it = den farve synes jeg ikke om. ØSønJy. \ lade sig ge¡falde = lade sig byde, finde sig i, affinde sig med [spredt i SønJy] hañ æ ÁtåÏè, hañ læ sæ ¡o¬teµ gèÁfo¬· = han er »tålig, han lader sig alting byde. $Øsby. (ræven:) Hvonær a kan jelp en Gaas, saa laer a mæ ollting gefoll = når jeg kan hjælpe en gås, finder jeg mig i alting. ZwölfFabeln.26. ¡hun lat sè a¬è ge¡fo¬, te ¡añè sku ha de si·st ¡ow¶è = hun fandt sig aldrig i, at andre skulle have det sidste ord. VSønJy.
| ge¡dulgt | ge¡fallen |
| Sidens top | |