Çglas´
Çglase| Çglas´ | Çglase |
Se også Çglase (verb.)
verb. _ glå·s alm.; spor. skrevet *glowse _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) SVJy, Bjerre; ´t Vends, $Storvorde, $Vorning, Herning´egnen.
[jf. vestnordisk glæsa (= smykke med noget strålende), norsk og svensk glasa (= gøre noget blankt, glasere)]
1) = slikke (noget) rent (typisk et pillet æg, spor. også et øje) [spredt i Nørrejy; syn.: glanse 2, glubre, smuppe x] næ¿r èn kuèn hå pe¬ æ§k te skirnæ§k, og di wa blöw·n let swå§t a hiñè feµèr, så pot hun dæm i hiñè moñ¶, dræjè dæm o lu dæm få¬ nij¶èr i en far on· o rø·r mièr ve¶m. De kå¬t di i gam·l daw· o glå·s ¨ æ§k = når en kone havde pillet æg til skidne æg, og de var blevet lidt sorte af hendes fingre, så puttede hun dem (dvs. æggene) i sin mund, drejede dem og lod dem falde ned i et fad uden at røre mere ved dem; det kaldte de i gamle dage at glase æg. Herning´egnen (FestskrSkautrup.353).
2) = glatte en ubrændt lerpotte med en »glasesten [jf. ODS.VI.1030; SVJy (±NØ, ±SØ), spor. i øvrige Nørrejy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Efter at være tørret ganske lidt skulde den nu næsten hvide potte "glaases". Dette var en slags "glasering", der foretoges med en "glaas’ stien", en but, glat flintesten ¨ Stenen trykkedes fast mod potten, medens denne drejedes rundt, eller man gned med stenen paa potten. Paa de steder, hvor potten havde faaet denne behandling, blev den efter brændingen skinnende blank og glat. AGJensen.J.25. \ (hertil vel:) stårkèn må væ glå·st en· i¶, han ka tåÏ håwwårm = Storken maa have Jernmave, den kan tåle Hugorme. *$Vorning. (overført:) hanj¶ er glå·st indeni lisom storken = om den, der kan spise meget varm mad. *Him. *$Vorning.
| Çglas´ | Çglase |
| Sidens top | |