Ìglatte
glatte·skaft| Ìglatte | glatte·skaft |
Se også Ìglatte (subst.)
verb. _ glat alm.; gla§t Thy, $Vroue, $Tvis, SVJy, $Vodder. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[spredt afhjemlet; syn.: glatne]
= rigsm. å så brow·t di fjæ϶èn te å glat töw¶èÛ mæ = og så brugte de fjælen (= manglebrættet) til at glatte tøjet med. $Tved. (om tækning:) så sku è tå¿© jo slætès ni¿r å glatès å¿ ibå¿©æ§tèr, å ham dæ sy·Û, han sku kle§p è ò©s = så skulle taget jo slettes ned (= jævnes ud) og glattes af bagefter, og ham der syede, han skulle klippe aksene. Thy. (talemåde:) de æ bæjèr å glat u§r en rep åp = det er bedre at glatte ud end rippe op. Mors. (spec.:) o så pot hun æ b嬷 i hiñè moñ¶ får o gla§t dæn, o så spøt hun dæn úr i æ wa·rm so§p, dæ stú o æ skåstin = og så puttede hun bollen i sin mund for at glatte den (jf. også Ìglase 1), og så spyttede hun den ud i den varme suppe, der stod på skorstenen. Hards.
| Ìglatte | glatte·skaft |
| Sidens top | |