Ìgodte
godt·folk| Ìgodte | godt·folk |
Se også Ìgodte (subst.)
verb. _ med sideformen godtre. _ gå÷t/gå§t/gåt/Ágåt (K 1.4) alm.; gòt Læsø; gò§t $Torsted; *gotre Ommers. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; gåtèrèt $Skannerup.
[jf. Çgod 16]
_ kun i flg. forb.: godte sig. a) = gøre sig til gode (med mad eller drikke); fryde sig, hygge sig [spor. afhjemlet] Så kommer di med Basselpå·tt’, / for Basselkwon hon skal sæ gå·tt’ / wed Sødsop å wed Sager = så kommer de (dvs. nabokonerne) med barselspotter, for barselskonen hun skal gøre sig til gode med sødsuppe og sager. Klastrup.T.37. vi ska ret gåt wos = (vi) skal tage os det magelig og fornøjelig. Holmsland (Røjkjær.Opt.). _ b) (overført) = more sig (ondskabsfuldt el. mere godmodigt) [spor. afhjemlet] a ¡ræt ¡gå§tèt mæj ¡öw¶è at de ¡gik ¡pæj¶è ¡skit ´ de wa no ¡æ§ ¡pæ¿n ¡gjo¿è = jeg morede mig over, at det gik Peter skidt ´ det var nu ikke pænt gjort. $Ål. Hvor hun "gottede sig" over en tør Vittighed eller lille Spøg. AarbViborg.1938.78.
| Ìgodte | godt·folk |
| Sidens top | |