Ìhalt
halte| Ìhalt | halte |
Se også Ìhalt (subst.)
adj. _ med sideformerne hjalt, hjaltet. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.7, K 6.1; overalt også (yngre, rigsmålspåvirket) halt/ha¬t (K 4.7) (vsa. haÏt MØJy). _ plur.: hå·ltj Vends; hal·t $Haverslev, $Havbro.
\ Ìogså h忬tj ´Ø, og flere steder yngre hå¬tj; Çvel yngre form, jf. *hjolt Lyngby.Opt.; Èogså *hjå·¬t, *hjå·¬tèÛ Mors (Schade.ca.1820); ¢også hjålt Sall (Lyngby.Opt.); £også hja¬tè MØJy´S (F.); Àogså hj嬧tè $Darum.
[1623: (plur.) hialte (DSaml.2Rk.VI.153); < halte]
1) (om hest el. kreatur) = lam, dårligt gående på bagbenene (pga. spat el. anden skavank) [spredt i Nørrejy, fortrinsvis i ældre kilder] spattet (el.) hjål§tè sagde man tidligere om en hest, hvis hase i bagbenet (et el. begge) ophovnede og haseskallen sprang fra. $Hurup. ¡di ¡hæj·st, dær ¡ejk war i ¡brog¶¨ sku ¡o å ¡te tællès ¡åp, ¡hæl·s ku di fo ¡trøk i ¡håwèrèn å blyw ¡hal·t = de heste, der ikke var i brug, skulle af og til tælges op (dvs. have hovene beskåret, jf. tælge x), ellers kunne de få tryk i hovene og blive halte. $Haverslev. et Dyr er hjaalt paa Baglemmerne, men lam paa Forlemmerne. $NSamsø. Blev et Kreatur halt, bandtes der lødgrydefarvet Uldgarn om det daarlige Sted. ØH.1951.145.
2) (i yngre dialekt) = rigsm. (om både menneske og dyr, i alm. med rigsmålspåvirket udtale) [spredt i Nørrejy; syn.: krøbbel, lam, lammende] Hon var hvijten haaeltj heller skjelyve, de jenest haj laa mærk te de var at hon var nove vomme = hun var hverken halt eller skeløjet; det eneste han lagde mærke til var, at hun var noget tykmavet. EJensen.K.38. (talemåde:) de èr eµèn li·© sa© o go¿ ræt, næ¿r èn æ skjöw¶ i be©è si·èr o eñda ha¬t = det er ingen nem sag at gå ret, når man er skæv i begge sider og endda halt. Holstebro (F.III.280).
| Ìhalt | halte |
| Sidens top | |
}){kind=link}