herskabs·stol
hersken| herskabs·stol | hersken |
verb. _ hæsk alm.; hæ·sk Thy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
1) = slå; banke, tærske; mase, slide med noget; være intensivt optaget af noget [spor. i Vestjy, Midtjy´Ø og SØJy] Når negene er lagt ud på logulvet, ¡så ¡tå¿ wi è ¡plÉj¶l, å ¡så be¡gyñè wi å hæskèr ¡lø¿s e¡po¿ èÛ (= så tager vi plejlen, og så begynder vi at tærske løs på det). Thy. Inde ved Naboen stod de en hel Eftermiddag og hæskede med at faa en stor Trærod op. Ommers. han bløw hæsket godt igennem _ siges baade om en, der blev pryglet, og om en, der har været til en haard Prøve. Thy. hun hæsket ham en orrenli lussing. SØJy. De sidder og hæsker i de Kort hele Tiden. Ommers. Min Far sagde altid om en, der læste meget: Han sedde åltier (= sidder altid) å hæske i en Bog. Djurs.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = skælde ud, jage på én [spor. i Thy og Midtjy; syn.: herse 1] å hæsk è¡po¿ = at jage på (andre). $Gosmer. han gor aa hesker aa javer mæ dem = han går og hersker og jager med dem. Hards. \ (hertil vel, som vbs.:) et ¡esseldt ¡hærskend = en slem irettesættelse. *AlsOrdsaml.
3) = tale fint [jf. Èhersk 1; spor. i Hards og SVJy] hæsk, dvs. tale "fint", uden rigtig at kunne det _ mest om dem, som før har talt dialekt. SVJy.
| herskabs·stol | hersken |
| Sidens top | |