Çhik

Çhikke

Se også Ìhække (subst.), Çhik (subst.), Çhikke (verb.), Èhikke (verb.), Çhyppe (verb.)

Ìhikke

subst. _ he÷k/he§k/hek/Áhe(÷)k (K 1.4) alm.; hɧk NVJy; også hæ§k Hards. _ genus: stof´plur. alm.; også fk. i yngre kilder.

[spredt afhjemlet]

= rigsm. han hå¿ sæ manè He§k = han har stærk hikke (egl.: så mange hikke). $Lejrskov. ved at skræmme et Barn, som hikkede, kunde man "sæt æ hik" (= standse hikken). SønJy. Mod Hikke skulde tages tre Mundfulde af Ølkanden paa Bordet, og for hver Mundfuld skulde vedkommende kigge under Ølkandens Bund, saa skulde Hikken nok holde op. ØH.1951.145. (flere råd mod hikke, inklusive remser, fx:) Ohrt.DT.219. Ussing.Als.202. F.

Çhik	Çhikke
Sidens top