hjalehjalte

hjalke

verb. _ med sideformen halke (i betydning 1). _ *hjalk alm.; hal§k $Darum, $Vodder; jal·k $Agerskov, ØSønJy (formentlig med accent 2, jf. K 1.5). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[formentlig < alke; jf. Kalkar. halke 2, ODS. halke]

 Næste betydning

1) = gå med besvær (i blød eng, sne etc.); mase med noget, arbejde med besvær [SØJy (±NV), SVJy´S, SønJy´N, spor. i Hards´S og MØJy´S; se kort; syn.: Èholke]

Tæt afhjemlet

die rænne han saa i nowwe Vehlmorasse liigh ætte hans Nawl aa hojj neh aalle hjalket dæfre igjæn = der løber han så i nogle vældmoradser (dvs. noget hængedynd) lige op til navlen og havde nær aldrig hjalket derfra igen. MØJy (Jyden.I.11). når en har et Arbejde for, som han ikke godt kan magte og ikke kommer af Sted med, hedder det: "han stor o hjalker i et" (= han står og hjalker i det). SVJy. halkèr ¡i¿ el. ¡ve (ved) = er udholdende i besværligt arbejde. $Darum. (overført:) han ¡hal§kèt ¡gråw· ¡í èt (= han halkede svært i det), dvs. han havde Besvær med at klare sig økonomisk. $Vodder.

 Forrige betydning

2) = spise grådigt [spor. i Thy, Him og Fjends; syn.: hjamse, Ìholke 1]

hjalehjalte
Sidens top