hor
Çhore| hor | Çhore |
Se også Çhore (verb.), Èhore´ (sms.led)
subst. _ (r/è K 4.9:) huèr/hu·r/how·r (K 2.2) alm. i Nørrejy; howèr Læsø; ho·r/Áho·r Sønderjy (K 1.3). _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; neutr. $Fjolde. _ plur.: ´er (K 6.2).
1) = kvinde med seksuelle forbindelser før el. uden for ægteskab [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] hwa¡næ¿r so mæ ¨ Én dòwèn huèr? (= hvornår så man en doven hore?) derpå kan kun svares: aldrig! Vends (F.I.646). _ (talemåder:) Tyv tengke hvamaj vel stæl, å hur tengkær e·n ær æli = tyv tror, hvermand vil stjæle, og hore tror, at ingen er ærlig. Grønb.Opt.242. om Mekelsdas mø§t / da skal a¬è skjø©èr å huèrèr flø§t! = ved mikkelsdags midte (d. 29/9) da skal alle skøger og horer flytte (sagt af madmoder, når tjenestepigen ville flytte). SØJy (F.II.590). \ tilsvarende om mand. di ¡få¿r ær èn ¡huèr = din far er en hore (dvs. horebuk). *$Torsted.
2) (spec.) = barn født uden for ægteskab. *Skyum.Mors.II.261.
| hor | Çhore |
| Sidens top | |