horn·ske
horn·tov| horn·ske | horn·tov |
adj.
1) = kold ved roden af hornene (om sygt el. underernæret kreatur, hvor stejlen i hornene svinder ind; jf. hale·tom) [spredt i Midtjy´Ø, Hards´S og SVJy, spor. i SønJy´N] De tæer Sommers Fuer tow gremt o Keeren, flier o dem wa we å wæ huentomm, da di bløw bunned uej = Den tørre Sommers Foder tog slemt på Køerne, flere af dem var stærkt udmarvet, da de blev sat på Græs. Mols. Når køernes horn blev kolde ved roden, sagdes de at være horntomme. Sgr.VII.67. Traf han en hwonntom Kow, buert han et Hwoll i de jen Huen, hellt no Terpentin deri, befogtet en Lennetklu mæ Terpentin aa bann den om Huent = traf han en horntom ko, borede han et hul i det ene horn, hældte noget terpentin deri, befugtede en linnedklud med terpentin og bandt den om hornet. PJæger.K.16. Gosvig snakkede meget om, at Køerne var "hwontåmm" (horntomme). Saa skulde de gnides med Sod og Salt ved Tænderne. Kjærsig&Sulkjær.Assing.208. \ (hertil, i ældre topografisk litt.:) horn·tomhed. Meget Væsen bliver gjort af en Sygdom kaldet: Horntomhed. Hornene blive kolde, Kreaturet magres, og Halen bliver blød oven for Dusken, som om Knoklerne vare borte. Man troer at en Orm, som gaaer igjennem Halen og Rygmarven op til Hornene, foraarsager denne Sygdom. CDalgas.RibeAmt.156.
2) (overført:) om person. _ a) = impotent. *OCRavn.ca.1828. _ b) = spag, slukøret. *F. _ c) = tosset. æ ro (= er du) huentom, siges spøgende eller æ ro taassi (= tosset). *Djurs.
| horn·ske | horn·tov |
| Sidens top | |