hun·rakker

hun·svoger

hun·stork

subst.

[spor. afhjemlet]

_ fortrinsvis i flg. talemåde (med varianter): En kænder æ Hunstårk å æ Ætterknæffer = Man kjender Hunstorken paa dens Efterknebren. "Di Kvindfålk vel gjærn ha de sist Or". Angel (SvGrundtv.GlM.III.214).

hun·rakker	hun·svoger
Sidens top