hus·dyr
hus·egel| hus·dyr | hus·egel |
verb. _ huw·s/hu(w)·s/hu·s/Áhu·s (K 2.0, K 1.9). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; hus Als, sideform i SVJy. _ præt.: ´t alm. _ ptc.: ´t NJy, NVJy, $Bov; hu¿st Him, MidtjyÌ, SVJyÇ.
\ Ìdog húst $Vrove; Çogså hu·st
1) = rigsm. (give husly; have plads til) [spredt afhjemlet] di ka ¡et hu·s èÛ = de kan ikke huse det (dvs. har ikke plads til det; om kornneg). $Tved. æ wel hwær§kèn huw·s hæ¬èr hæ·l dæ = jeg vil hverken huse el. skjule dig (jf. Ìhæle 1). $Agger. (spec.:) det skarpe Leblad (blev) sat ned (i) en Træstok (med) et Indsnit paa langs; ¨ Man sagde, at nu var Leen godt huset. Frifelt&Kragelund.SH.82. \ (spec.) = opholde sig, forblive. di Áplæj· itj å Áhu·s så Álæµ· = de plejer ikke at blive så længe; om gæster. *Alsingerg.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = ligne, minde om et hus [spor. i SVJy og Sønderjy] (talemåder:) De begynder o hu·s (= det begynder at huse, blive til hus) ¨ sagde manden, han lagde den første syldsten. SVJy (jf. Krist.Ordspr.407). de huser, så (= det minder om hus, sagde) ræven, den sad under harven (jf. Ìharve). SVJy. \ (spec.) = give ly (som et hus). Træerne huse (hus) godt for Huset, luner. *Hagerup.Angel.38.
3) = tale længe, indtrængende til; skænde på, herse med [Vends (med Læsø), spredt i Hards og MØJy, spor. i øvrige Nord- og Midtjy; se kort; syn.: hu¡sere 2]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Jæ·ns huwwst mæ dætten får å få he te å bly·w frooe kòòlen (= Jens talte indtrængende med datteren) for at få hende til at blive fra karlene. AEsp.VO. saa huust Fruen inda mæ hin hwæ Daw, hon vist aalle, hwa Hjønn ow Kykkenet hon mot veh i = så hersede fruen endda med hende (dvs. tjenestepigen) hver dag; hun vidste aldrig, hvilket hjørne af køkkenet hun måtte være i. Thomaskjær.TP.20.
| hus·dyr | hus·egel |
| Sidens top | |