hus·vant
hus·vild| hus·vant | hus·vild |
subst. _ med sideformen hus·veje (vist opr. plur., men af kilderne ofte opfattet som sing.). _ afvigende 2.sms.led: ´væj· Hards, Sydjy´N.
[Hards´S, SVJy´NØ, SØJy´N (± Bjerre); se kort; syn.: hus·værelse]
 |  Tæt afhjemlet |
= husrum, plads; husly. Huusvei, dvs. Logis. HCMonrad.ca.1820. (aftægtskontrakt 1765:) (han) skulle lade den aldrende forgænger beholde "det halve husveje, nemlig en stue i det vester (= vestre) hus, 3 bindinger (= fag) i det øster (= østre) hus og logulvet at bruge tilfælles". ØH.1961.32f. "Do vil wal eet ha byget?" "Næi _ hwa sku de te? To her æ jo Husvej nok" = du vil vel ikke have bygget (til)? _ nej, hvad skulle det til (for)? her er jo plads nok (i huset). PAlsted.GK.36. "Hu·svej og ildebrændsel" sammenstilles gærne som to af de vigtigste Livsfornødenheder. SVJy´NØ. De havde selvfølgelig ikke Hu·svæj· til så mange (dvs. ca. 200 får), men der var lavet en Fold (jf. Çfold 1) hjemme ved Ejendommen til dem. HPHansen.GF.I.65. \ også kaldt: hus·vegne. Husvæ·jn u I¬èbrå·ñ (= husvegne og »ildebrand), dvs. Hus og Brændsel. *SVJy´NØ.
| hus·vant | hus·vild |
| Sidens top | |