hvilling·hoved
Hvils·høj| hvilling·hoved | Hvils·høj |
verb. _ hwilèr $Erslev, $Vroue; hwi¬èr $Tvis. _ præs.: hwilèr· Sall´Fjends (K 6.4); u.end. $Tvis. _ præt. og ptc.: hwilèr· $Vroue; hwi¬èrè $Tvis.
[Sall, Fjends, Hards´Ø, spor. på Mors og i øvrige Nørrejy syd for Limfjorden; se kort; syn.: hvælle, hvælre]
 |  Tæt afhjemlet |
= tale, råbe, synge med skinger stemme (især om kvinder); stedvis også om høj kvidren af fugle og om lyden af vildgæs. Hun sprang ud og kastede sig tværs over Vejsporet, idet hun hvildrede ¨ at nu kunde han prøve at køre over hende med sit Tørvelæs, om han vovede det. ØH.1952.53. æ Regn den pilrer (= det småregner), / og æ Vildgjæs hwilrer, / og æ Ugl hun letter o æ Ving (= letter på vingen). Aakj.FF.70.
| hvilling·hoved | Hvils·høj |
| Sidens top | |