hvine·sur
hvinge| hvine·sur | hvinge |
subst. _ hweµ¶
[< hvinge; syn.: Çhvingel 1]
1) = vaklen; variation; i forb. det er/står i hving (el. lign.). de står i æn Hwiµ = det kan gå til hvad Side det skal; tidt om Vejrlig; også om alt andet. *Holmsland (Røjkjær.Opt.). "det er i Hving med det", om Brød som til samme Pris den ene Gang var større, den anden mindre. *KærH (Vends).
2) = tvivl, vildrede; i forb. han/hun er i hving (el. lign.) [spredt i Østjy´M] Fristelsen var jo stor, og jeg var tit i Hving. KSkytte.OL.307. han er i hving med sig selv = ved ikke, hvad han skal mene om sagen. MØJy.
| hvine·sur | hvinge |
| Sidens top | |