hvingeÌhvingel

hvinge·gal

adj. _ med sideformerne hvinne·gal, hvinner·gal, hvingle·gal, vinne·gal. _ 1.sms.led: hweµ·´ $Hurup; veñ·´ $Vejrum; *hwin·´ Hards (HPHansen.Opt.); hwiñ¶èr´ SVJy; veµèl´ SØJy.

[1.sms.led formentlig < hvinge 2 (i videregående betydning "rase", jf. ODS.VIII.892, ligesom i hving·storm), men stedvis opfattet som Çhvine´ el. Çhvingle 1; spor. i Thy, Hards og SVJy (med tilgrænsende sogne af SØJy); fortrinsvis i ældre kilder]

= overmåde og ubehersket vred; stjernegal. hwin·gal¶ ¨ om en hysterisk kælling _ ond, ikke til at komme nær. Vestjy (HPHansen.Opt.). De gamle sagde om en Kvinde, der var saa vred, at hun næsten ikke vidste, hvad hun selv sagde, at hun var hvingelgal og spiltaabelig. Hards.

hvingeÌhvingel
Sidens top