jord·hyrejord·høj

jord·hytte

subst.

[spor. i NJy, Vestjy, SØJy og Sønderjy; fortrinsvis i ældre kilder]

= hytte, dårligt (ud)hus med vægge af jord, græstørv mv.; jf. jord·hus (der var ca. år 1700) en gl. Jordhytte østen udi Gaarden, som bruges til Ilding (= brændsel), paa 6 Par Spænder (= tagspær). Thy (DHWulff.Aalborg.166). En særlig tarvelig Art af Beboelseshuse var de saakaldte Jordhytter, hvor Væggene bestod af tykke, faste Græstørv. I 1858 var der endnu paa Læsø 4 af den Slags Huse. Grüner´Nielsen.LGD.128. æn ¡le¬è ¡jo·rªhy§t (= en lille jordhytte) bygge nogle Mosekarle til at sove i (i tørvegravningstiden, jf. mose·karl x). $Vodder.

jord·hyrejord·høj
Sidens top