kende·tegn
Çkending| kende·tegn | Çkending |
Se også Çkending (subst.), Èkending (subst.)
subst. _ 1.stavelse: keñ´/kjeñ´/kiñ´/ken´ (som i Èkende) alm.; kjæñ´ Mors. _ 2.stavelse: »´ing.
[< Èkende 1; spor. i kystegne af Nord- og Midtjy; syn.: med x]
= pejlemærke; også (tydeliggørende) kaldt »land·kending. vi tår kinding f.eks. når ålestangerne var på fjorden ¨ der var ål (at fange), når Visby kirke stod lige i (linje med) Sønderhedegårds mølle. Thy. \ (overført) = bestik; varsel [spor. i Nord- og Midtjy] Christian ¨ havde nu Kending af (= kunne nu tage bestik af) Stemningen. Staun.UD.58. ta ¡kjæñeñ fur æ wej·lå = tage varsel for vejrliget (dvs. vejret). $Erslev.
| kende·tegn | Çkending |
| Sidens top | |