kims
kimse·gal| kims | kimse·gal |
verb._ kem·s/kems (K 1.3) alm.; tje÷ms/tjems (K 1.3) Vends; kim·s NVJy, Sall, Hards´NØ, $Havbro (vsa. kjem·s); kjæm·s MiddelsomH (NØJy; Krist.JyA.T.VI.326). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm. (ptc. dog med tilkomst af stød i NØJy, $Vroue, $Vejrum og $Tved); ´et (K 6.1) MØJy (±SV).
[jf. norsk dialekt kimsa (< kima = gøre muntre kast med kroppen), se også ØMO.]
1) (om hest, sj. ko) = kaste med hovedet (af skyhed, pga. irriterende fluer etc.) [spredt i Midtjy´Ø, spor. i Østjy´N, desuden Åbenrå (DF.XVI.10)] En hest kimser ¨ i den varme tid ¨ pga. fluer. NDjurs. hans nòbos kjø¶e ¨ sòo tæt ved kjæærgosmu¶ren å ren roñ¶en åm¶ å kemmset, få de wa beesvæj¶e, å dæ wa mane flåwe = hans nabos køer stod tæt ved kirkegårdsmuren og rendte omkring og kimsede, for det var »bissevejr, og der var mange fluer MØJy (Krist.JyF.IX.252). \ (også, om menneske) = slå med nakken (som tegn på hovmod, ringeagt etc.) [spor. i Østjy´N og ´M] Kimser = slaaer med Nakken, viser ved Hovedets Bevægelse en spodsk og stolt Mine. Bruges meest om Fruentimre. Him (OBork.1814). \ (også) = være kilden, ikke tåle berøring. *$Havbro.
Forrige betydning - Næste betydning
2) kimse ad/af (noget) = vise ringeagt; vrage, forsmå [Vends´N og ´V, spredt i Hards´N (±NV), spor. i NVJy, Sall, Him´V, Ommers, MØJy, på Djurs (± Samsø) og i SVJy, desuden $Hostrup; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Høveder kimser ad Foderet, naar de vrage det. Kiøberen kimser ad de Vahre, som falbydes, naar Han vrager dem. Mors (Schade.ca.1820). Knap ÉtÉr blÒv kvejÉrn sat te bovre mÉ Én vældi stu flÉsk´pangka ¨ å mÉ dÉ hvij slaeflask få djæ ni·s, mÉn he·r tøt a, di tjemst É = Straks efter blev Kvinderne (ved et »konegilde) sat til Bordet med en vældig stor Flæskepandekage ¨ og med den hvide »Sladderflaske (= klukflaske) for deres Næse, men den (egl.: hende) tyktes mig, de kimsede ad. Grønb.Opt.2. Do ¡le¶r a min ¡jæm·lawèt ¡Li·m, ¡dænd ær í å ¡kem·s ar, vel æ ¡si dæ = Du ler ad min hjemmelavede Fejekost, den skal du ikke gøre Nar af. HostrupD.II.2.142. (talemåde, med varianter:) Haj tjimsèr æ¶ è som Kati æ di wa·rèm Grö¶ = han kimser ad det, som katten (gør) ad den varme grød (stof´plur.). AarbVends.1932.317. \ (hertil også:) katten sidder og kiemser med föden (= "stikker til maden"). *SVJy (Anchersen.ca.1700).
3) kimse med (nogen/noget) = fjante, flirte med [jf. ØMO. kimse II.3; vel ved sammenblanding med kisse¡misse; spor. i Syd- og Sønderjy] Di kimsede mæ æ nann (= med hinanden), naar nogen havde et godt øje til hinanden. SønJy. \ (hertil vel også, spøgende:) A ved it, huen han ku tøkk et, te A sku ha den Tøs te å sed å kems mæ en Bog få Niesen = jeg ved ikke (dvs. forstår ikke), hvordan han (dvs. degnen) kunne synes (det), at jeg skulle have den tøs (dvs. min datter) til at sidde og kimse med en bog for næsen (mens hun læste til lærerinde). *Djurs.
| kims | kimse·gal |
| Sidens top | |