klang·høj

klanner

klanke

subst.

[muligvis < rigsmål eller ømål, jf. ØMO.; syn.: Ìkinke]

= (utilsigtet) løkke, knude på reb. Hvis et reb ikke kunne strækkes (sagde man) dæ wa klåenker o et (= der var klanker på det). *Mols. Klank = Knude. *VSønJy. (overført:) Di Rig aa di Fin haar aas die Kaas / ¨ / saan haa hwæ Mennesk en Klaank om Bined = de rige og de fine har også deres kors (at bære); sådan har hvert menneske en løkke om benet. *DjursSH.

klang·høj	klanner
Sidens top