knøv·hed

knøvling

Se også kniple (verb.)

knøvle

verb. _ med sideformen knevle. _ knöw·l, knøw·l VendsÌ, Thy; knøw(·)l Han, Mors, Him, Hards (vsa. knevèl); *knöwl, *knewÏ GjernH (MØJy)Ç; knevèl $Darum. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.È; knevè¬ hhv. knev¶è¬ $Darum.

\ Ìdog knö÷wl $Børglum; Çogså *knebèÏ; Èdog knøw·¬t $Torsted.

[af uvis opr.; Vends og NVJy, spredt i Hards´N, spor. i Him´V og MØJy, desuden $Darum; se kort; syn.: ka¡nøfle]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= magte, vinde over (fysisk el. mentalt); slå, prygle. Knøvle ¨ bruges om den Slaasbroder (dvs. slagsbror), der i Nærkamp overvinder den anden. Rømer.1809. Ka do knövl ham (= kan du holde ham) i Bunden (dvs. nede) under en Kraftprøve. Lars.Ordb.130. knøw·l ¨ = slå, fx i skak, færdigheder, kundskaber. $Torsted. når En har Ret, saa er En ikke nem at knøvle (dvs. vinde over). Skjoldb.MM.101. \ knøvle ¡ned = d.s. o (= at) knøwl ham nÉd ¨ i Slagsmål. *Hards´N. haj wa så pro¡fås, haj wa entj te å knöwl ni¶r (= han var så »profos, dvs. påståelig, stædig; han var ikke til knøvle ned), dvs. man kunne ikke lukke kajen (dvs. munden) på ham. *AEsp.VO.

knøv·hed	knøvling
Sidens top