knibe¡riÇknibet

Se også Çknibet (adj.), Èknibet (adv.)

Ìknibet

adj. _ med sideformen kniberet ($Hundslund). _ (´et K 6.2; ß/v K 4.3:) kni·bè/kni·vèt etc. alm.; Ákní·vè (K 2.0) Rømø.

[< ¢knibe 8, ´et x hhv. ´eret; MØJy´S, SØJy´N, SVJy´SV (± Fanø), VSønJy´NV (± Mandø), spor. i øvrige Midtjy´Ø og i ØSønJy´M og ´S, desuden $Fjolde; se kort; syn.: Èknap 1, kniben, knibe·vorn, nøje x, pine·vorn x, skave·vorn]

Tæt afhjemlet

= påholdende, nærig. kni·vè = påholdende; de è næ¿r di hår it nuèÛ å un·væ·r te aÛè minèskè (= det er når de ikkehar noget af undvære til andre mennesker); en »gerrig person, der skraber penge sammen, kan derimod gærne være god mod småfolk. Bjerre. o wo nobbesgaard æ di nawed knive mæ æ føe te æ folk = på vor nabogård er de noget nærige med føden til (tjeneste)folkene. SVJy.

knibe¡riÇknibet
Sidens top