Ìknille
kniple| Ìknille | kniple |
Se også Ìknille (subst.)
subst. _ knel· _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).
[af uvis opr.; spredt i Hards´MV, desuden JellingSg (SØJy; PKMadsen.Opt.) og Vends (iflg. Røjkjær.Opt.); nedsættende el. spøgende]
= ringe, usselt kreatur. Knel· = en lille mager Ko. Hards (Røjkjær.Opt.). Æ Låh wa så all som en Knell i æ Røkk = (laden var så hul (jf. Èal) som en) gammel ringe Ko. Noe´Nygård.J.72. Nøwti, den Knell, hun vil ålti tygg Strekk = »Nøvtig, den gamle møgko, hun vil altid tygge strikke (dvs. tygge på rebet, hun står bundet ved). SStef.BJ.33. \ (hertil:) knille verb. "ænj gor å kneller", om et Dyr, der er så afkræftet, at det med Møje kan gå. *Vends (Røjkjær.Opt.). _ knille·vorn adj. di Kal· ær så knel·wån = magre, usle. *Vends (Røjkjær.Opt.).
| Ìknille | kniple |
| Sidens top | |