af·se
af·sid| af·se | af·sid |
subst. _ med sideformerne af·sejling, (i betydning 2) af·sejlen (begge former SVJy). _ 2.sms.led: i alm. samme som præs. af »sejle; ´sæjlèµ $Ål. _ genus: fk.
[< sejle x]
1) = sømands afskedsgilde [Fanø] èn ¡a·ªsæjlèr er et Gilde, som de unge Karle gav, når de skulde sejle om Foråret. Nogle Stykker sluttede sig gerne sammen, det var ikke enhver der alene havde Råd til at give Afsejler, når de havde gået hjemme hele Vinteren. $Fanø.
2) = sidste omgang (punch el. lign.), inden gæster tager afsked [spredt i SVJy, spor. i øvrige Vestjy] no ska vi ¡li· ¡ha dèn ¡sist ¡awªsæjleµ, de sæjè vi så ¡tit næ vi æ te ¡gi¬· = nu skal vi lige have den sidste afsejling, det siger vi så tit, når vi er til gilde. $Ål. Jens Lauridsens røde (hest) havde en Tilbøjelighed til at dreje ind til "Puggaardsminde", hvor man saa fik den sidste Kaffepunch, den saakaldte "Afsejler". Ribe (Maagen.1943.21).
| af·se | af·sid |
| Sidens top | |