bravlÇbravle´

Se også Çbravle´ (sms.led)

Ìbravle

verb. _ med sideformerne brævle, brable. _ (l/Ï K 4.8:) brafèl alm. (men i VSønJy vist yngre form); braß·l Thy, Han; braw·l $Lejrskov; ÁbræfèÏ ØSønJy´M og ´S, Als; brævèl $Agerskov, $Vodder; brabèl $Fjolde. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´èt $Vodder, $Agerskov, $Hostrup; ´t $Lild (F.), $Felsted; brafè¬ SVJy; (ptc.) brabè¬t $Fjolde.

[vel < bavle, idet ´r´ skyldes lån fra beslægtede ord som bralre, braske, brovte; Hards (±N), SVJy, SønJy (nord for rigsgrænsen, og kun spredt i ´NØ), desuden spredt i Hards´NV og SØJy (±N), spor. i Thy, Han og Sønderjy´S; se kort]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

= kæfte op (for meget, for højt og/eller for dumt); prale; vrøvle. De æ da skrækle, som di ståe å bræffle = det er dog skrækkeligt, som de står og snakker i Munden på hinanden. ØSønJy. AlsOrdsaml.35. Han ska ålti bravel op mæ, hva han ka = han skal altid kæfte op om, hvad han kan (dvs. hvor dygtig han er). SØJy. \ (spec.:) bravle ¡ud (med) = plapre ud med [spredt i SønJy, desuden $Darum] Han braflèr old¶teµ¶ úr, han ka enè Teµ¶ beho·ld ve sæ sjæl¶ = Han fortæller al Ting videre, han kan intet beholde for sig selv. HostrupD.II.1.50.

bravlÇbravle´
Sidens top