duve
dvale| duve | dvale |
adj. _ med sideformerne dvallet, dvallig. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.8, K 1.1, K 3.1. _ neutr.: ´t NØVends, Sønderjy´SØ (K 7.4). _ plur.: du·èl $Hellum, KærH (Vends; F.); dwalè/dvalè (K 3.1) spor. i Sydjy og VSønJy.
\ Ìogså optegnet spor. i VennebjergH, DronninglundH og KærH; Çogså optegnet spor. på Mors og i Thy´N; dwò¿l, *dow¶èl spor. som sideformer i Vends; Èogså optegnet spor. i Midtjy´Ø; *ÁdwaÏè spor. som sideform i ØSønJy´S.
[muligvis < middelnedertysk dwal (= tåbelig), jf. ODS. og DF.XXXI.12ff.; Vends (dog kun spor. i HornsH), Læsø, Him og Ommers (±SV), Hards´V og ´S, Sydjy (± Bjerre) og SønJy; se kort; syn.: gellig]
 |  Tæt afhjemlet |
= vammel, fad, fersk, doven (om mad, der mangler salt (især i Nordjy), er for sød eller er for fed; om drikkevarer, der har mistet smagen). Dvallig ¨ siges (om det) som giver Lede og Vemmelse. Dend Mad er saa dvallig for mig. Varde (Tøxen.1698). de Kjød e så fied, te de er hiel dwale = det kød er så fedt, at det er helt dval. SVJy. dèn Áka·ch æ mæ sna·r få dvaÏè (= den kage er mig snart for dval), dvs. alt for sød. $Løjt.
| duve | dvale |
| Sidens top | |
}){kind=link}