først·prædiken
føvle| først·prædiken | føvle |
adv. _ el. (med anden trykfordeling) først¡tid. _ ¡føªstij¶ $Darum, MaltH (SVJy); ¡føstªi¿ $Vodder, FrøsH (ØSønJy); føsti, (især i betydning 2:) fø¡sti $Løjt; føsti, føst¡í (K 2.1) $Hostrup.
[2.led af uvis opr., formentlig sammensat af først og tid]
1) = i det mindste; i hvert fald (med overgang til betydning 2) [spredt i SønJy, spor. i Sydjy´S og Angel] Saxild.ca.1848. syw¶ æ dær ¡da ¡føstªi¿ = syv er der da i det mindste. $Vodder. Dæ vå ¡føsti et ¡hal hundè ¡Vu·n i e ¡Li·chfølè = der var mindst et halvt hundrede vogne i ligtoget. HostrupD.II.1.167.
2) = rigtignok, sandelig [spor. i RiseH (ØSønJy)] kø·n æ hun fø¡sti Áit = køn er hun minsandten ikke. $Løjt. Æ skal føsti law faa te han va fuld = jeg skal sandelig love for, han var fuld. LøjtSg.
| først·prædiken | føvle |
| Sidens top | |