verb. _ föw·l ´èr ´t ´t
[af uvis opr., muligvis omdannet < bøvle]
haçj sto¿r å föw·lèr mæ¶ è (= han står og føvler med det), dvs. han kan ingen Vej komme med det. *$Tolstrup.
først·tid
føvlingførst·tidføvlingførst·tidføvling