fagter
fakke¡løjt| fagter | fakke¡løjt |
verb. _ fa§k $Fanø.
[muligvis ældre sideform til Çfange 1, jf. norsk fakke; $Fanø, desuden spor. i litt. værker (i tilslutning til ældre kildemateriale)]
= fange; tage fat i. De slap dog atter ud (af Viborg tugthus), begyndte det gamle Levned forfra og blev paa ny "fakket" (i 1792). Aakj.HV.63. Kan han (dvs. præsten) ikke tale en Synder til Rette ¨ saa fakker han ham i Nakken og ryster ham saa længe, at al Ugudelighed farer ham af Kroppen. Elmgaard.SB.37f. JVJens.HH.II.121.
| fagter | fakke¡løjt |
| Sidens top | |