fagtefakke

fagter

subst. plur. _ (´er K 6.2:) fatjèr VendsÌ; fa©tèr Læsø, Han, Østjy´M og ´SÇ, SVJyÈ; fa©§tèr NVJy, MVJy¢; fachtè SønJy.

\ Ìvsa. yngre fa©tèr, faktèr; Çspor. vsa. fajtè; Èi ´NV dog *fawter; ¢dog faw§tèr Hards´S.

[Nørrejy, spredt i Sønderjy; syn.: degener, ge¡bærder]

= rigsm. Haj hò så månnæ Fatjær på sæ (= han har så mange fagter på sig), om iøjenfaldende Bevægelser. Vends. hañ ¡haÛ· jo ¡fa©tèrn te ¡de¿eñ = han havde jo fagterne til døden (dvs. som viste, at han skulle dø; jf. døds·fagter). $Tved. \ (også) = fremtræden. frælsèns hæ¿r _ a gi¿r al§ti te dæm, næ¿r di samlèr iñ¶, mæn a øñèr e§t dje fa©§tèr = frelsens hær, jeg giver altid til dem, når de samler ind, men jeg ynder ikke deres fagter. *$Vroue.

fagtefakke
Sidens top