for·værts

for¡ældre

for¡æde

verb. _ 2.led: udtales i alm. som æde x; (med overtræknimg af ´r fra 1.led:) ´re·j (etc.) MØJy, spor. i Sønderjy´SØ.

[< Àfor´; spredt afhjemlet]

_ kun i flg. forb.: for¡æde sig = forspise sig, æde for meget. han fo¡o¿Û sæ i ¡ko¿l = han forspiste sig i kål. $Torsted. ku¶èn ho fo¡ret se i ¡nøjªklöw¶èrè, å no hor èn ¡tromªsy·© = koen har forædt sig i nykløveret, og nu har den trommesyge. $Hundslund. (talemåder:) de æ ingen synd å forej sæ, for pinen fåtå¶å synden = det er ingen synd at forspise sig, for pinen fortager synden. MØJy. Å fåreed sæ, de æ lywsstraf = at foræde sig, det er livsstraf (med ordspil på liv x). Hards (Sgr.V.33). Æn ka snaarer faataal sæj, ind æn ka fored sæj i æn toem Fad = man kan snarere fortale sig, end man kan foræde sig i et tomt fad. SVJy. \ (ptc., anvendt som adj.:) forædt = forspist. mæ ka da òller wu mi·r få¡Ét, æn mæ ka sæt en grò·w ka·g å en skip pa¡tÉtter te lyws = man kan da aldrig blive mere forspist, end man kan sætte et rugbrød og en skæppe kartofler til livs. AEsp.VO. (talemåde:) han wa så får¡æt te èn ku knæk en lå§p o hans maw· = han var så forspist, at man kunne knække en loppe på hans mave. $Vroue.

for·værts	for¡ældre
Sidens top