for¡æde
for¡æring| for¡æde | for¡æring |
subst. _ el. (med anden trykfordeling) ¡forªældre (spredt i MØJy, på Als og Sundeved, desuden Læsø, $SSamsø og spor. i NØJy, Fjends og Hards´Ø), ¡for®ældre (Vends). _ afvigende 1.led: fòr´ Thy (formentlig afspejlende en ældre udtale med tryk på første stavelse, jf. Ìfor). _ 2.led: (l/¬ K 4.6; ´er K 6.2:) ´¡æ¬¶èr/´¡æ¬èr (K 1.1) alm. (ofte med overtrækning af ´r til den trykstærke stavelse i Midtjy´Ø, SØJy og SønJy, spor. også i SVJy); ´¡Él¶èr NVJy, Vends; ´¡e¬¶è $SSamsø, HadsH (MØJy). _ afvigende udtale: (med stærkt reduceret 2.led:) også (ældre) fårlèr spredt i Vends.
[vist < rigsmål, jf. KrMøller.O.57; formerne med 1.leds´tryk afspejler ordets ældre udtale (jf. ODS.), men er nu næsten overalt afløst af hovedformen]
1) = rigsm. (talemåde:) tåw¶ får¡æ¬¶èr ka fø· ti¿ bö¿n, ti¿ bö¿n ka e§t fø· tåw¶ får¡æ¬¶èr = to forældre kan føde ti børn, (men) ti børn kan ikke føde to forældre. $Vroue.
2) = vante; lufvante [vel spøgende; spredt i Nordjy og Hards, spor. i SVJy og SønJy´V] de wa så kold, a mott ind å ha æ forælder po = det var så koldt, (at) jeg måtte ind og have vanterne på. Mors.
| for¡æde | for¡æring |
| Sidens top | |