Ìfor¡skyde
for¡skylde| Ìfor¡skyde | for¡skylde |
Se også Ìfor¡skyde (verb.)
verb.
[< Àfor´ 2, skyde x; spor. i SVJy og SønJy´N]
_ kun i flg. forb.: for¡skyde sig = forsluge sig. æ ku¿ hå fåskøt sæ i æ e·Ûèn (= koen har forslugt sig i foderet), slugt sin føde så hurtigt, at den har ondt af det. $Darum.
| Ìfor¡skyde | for¡skylde |
| Sidens top | |