for¡såleÇfort

Se også Çfort (adv.)

Ìfort

subst. _ få¿rt/få·(r)t (K 1.1, K 4.9) alm.; foat etc. (K 4.9) Als, Fjolde; *fo·t HjoldelundSg (Fjolde). _ genus: fk. _ plur.: u.end. (men tab af evt. stød, og i TonalOmr (K 1.9) tilkomst af acc.2: Áfå·t) alm.; ´è $Løgumkloster.

[< nedertysk fort, jf. Çforte; SønJy (±S, og ikke afhjemlet fra Vadehavsøerne), spor. i SSlesv og LBælt´S, desuden Varde (Tøxen.1698); se kort; syn.: fjært]

Tæt afhjemlet

= hørligt udslip af tarmluft; skid, prut (i modsætning til Ìfis). UkSjy.ca.1700. æ ka ¡e§t be¡tro¿ mi ¡ræw¶ æn ¡få¿rt = jeg kan ikke betro min Røv en Fjært (sagde en Mand, der havde Diarrhe). $Vodder. æ hæ nåk fåwn en ¡fuat få¡vildt i e ¡lyv = (jeg har nok) fået en f. forvildet i maven, ved mavekneb. AlsOrdsaml. (overført:) et glas vañ mæ æn fo·t i (= et glas vand med en fjært i), dvs. Snaps eller Puns. Fjolde. _ (talemåder, med varianter:) En Fis gi’r Træde (= kiv), og en Fårt gi’r Glæde. ØSønJy (Kok.Ordspr.122). Heller to Fårter över som en under e Bord (= hellere to fjærter over bordet end én under), dvs. heller to Ræbe end en Fjert. ØSønJy (Kok.Ordspr.125).

for¡såleÇfort
Sidens top