Ìfor·tale
for·taler| Ìfor·tale | for·taler |
Se også Ìfor·tale (subst.)
verb.
[< Àfor´ 2]
1) = bagtale [spor. nord for rigsgrænsen] (bryllupsdigt 1831:) Dæfor haa vi aall wo Faawaltæ saa kier, / En Skitting wa den, dæ faataaeld ham = derfor har vi alle vor »forvalter så kær, en slyngel var den (dvs. ville den være), der bagtalte ham. Jylland.1891.213. (talemåde:) En skal fortales, hvern en skal giftes, men roses, hvern en skal i sin Grav = man skal bagtales, når man skal giftes, men roses, når man skal i sin grav. Kok.Ordspr.80.
2) for¡tale sig = tale over sig, sige hvad der burde være ladt usagt [spredt nord for rigsgrænsen] _ (talemåder, med varianter:) næ¿r æn ti·èr så få¡tå·lèr æn sæ e§t = når man tier, fortaler man sig ikke. Skautrup.H.II.110. en kan aller lætter fortaael si, som mæ si Mund = man kan ikke lettere komme til at fortale sig end med munden. JJacobsen.T.II.36 (fx med flg. tilføjelse: å mæ röw¶èn tè gi¬ = og med røven, dvs. når man er, til gilde. $Gosmer). En ka letter fortale seg, end foræde seg i et ledig Fad = man kan lettere fortale sig, end foræde sig i et tomt fad. Kok.Ordspr.87.
| Ìfor·tale | for·taler |
| Sidens top | |