for¡varmet
for·ved| for¡varmet | for·ved |
subst.
[< £for´ 3; spredt i MØJy, Hards, SyJy og SønJy, spor. i øvrige Jyll; syn.: vare x, varsel, var·stand]
= varsel; jf. SJyMSkr.1942.222ff., Folkeminder.1969.71ff. dæ gik ¡få(r)ªwasèl får¶è = der gik forvarsel for det. Skautrup.H.I.289. Det var især Forvarsler for Strandinger, der fortaltes om. PPedersen.KF.136. En Hunds Tuden blev altid anset som Forvarsel for et Dødsfald. AarbHards.1936.103. naar et ¡fårvasèl sker ve æ daw¶ saa varer det længe, før det varslede indtræder. $Løgumkloster. han hæ se· i Áfåvasèl te dæñ gå·è Ábræ·èñ = han har set i forvarsel, at den gård brændte. $Rise. Mange Brude´ og Ligskarer er bleven set i Forvarsel. De, der saa saadan noget, vilde ti Gange hellere mødes med en Ligskare, end de vilde møde en Brudeskare. De Mennesker, der blev set i Forvarsel i en Brudeskare, saa grimme ud ¨ Derimod var de Folk, der fulgte et Lig i en Ligskare, anstændige, de saa pæne ud. SJyMSkr.1916.350. Man maa ikke tale til et Forvarsel; saa lider den ondt, for hvem det gaar. DF.VII.6.
| for¡varmet | for·ved |
| Sidens top | |